Kringle med remonce – Om at miste en forælder

Af Susanne Elise Pliniussen
Bragt 1. gang i Tidskrift for psykoterapi feb. 2021

“Det er uhelbredeligt”!
“Det er uhelbredeligt “, sagde min mor.
Ører der hører men ikke lytter.
Ikke VIL lytte.
Hvis jeg ikke lytter, eksisterer det måske ikke?
Sandheden. 
“Vi må da kunne gøre noget!”, siger jeg.
Stilhed.
Hvem lytter ikke nu?

Stilhed. Det er første gang glasburet kommer mig i møde og omslutter mig. Fornemmelsen af at kunne kigge ud på verden omkring mig, men de lydtætte glasvægge – det pansrede glas får ordene til at forstumme. Ord bliver lydløse. Tårerne bliver lydløse i en krop så lille som en ært. Glasburet er usynligt for alle andre. 

 “Hm, jah måske”, siger min mor. 

Jeg kigger ned på hende. En umærkelig følelse af at være hævet over hende.  Mit 15 årige hoved beslutter sig lige dér for at blive voksen. Hoved og krop – krop og hoved, spaltes lige der – adskilles fra hinanden og vil de næste mange år kalde med længselsfulde skrig for at kunne mødes igen, forenes, men hovedet får magten og starter allerede her sin kamp – for overlevelse. 

Det smukke udformede gelænder af mørkt kirsebærtræ på den snedkereret trappe holder mig fast. Hårdheden fra træet borer sig op gennem den højre hånd, forplanter sig. Kulde gennemstrømmer min 15 årige krop. 

Krop –hoved, hoved – krop.  

Jeg kan ikke rykke mig nogen steder hen. Træets hårdhed, hånden på træet. 

Ordenes hårdhed. I luften. Imellem os. Usynlige skyer med truende uvejr. Hvor lang tid går der mon før skyerne punkteres, og det vælter ned over os – vælter os, slår os ud ad kurs? 

Min mor vender sig går ud i køkkenet. Gennem glasburet kan jeg se, skyerne hænger lige her…

I 1989 mistede jeg som ung teenager min mor til kræft 4 måneder efter lægernes dom. Jeg har valgt at skrive denne artikel i en autoetnografisk form. Autoetnografi er en kvalitativ metode, der ikke særlig udbredt. Det særlige ved denne metode er, at forfatteren skriver sig selv ind i teksten. Altså metoden knytter det personlig erfarede sammen med det, som undersøges (Dam & Madsen Kvols 2019, A). Autoetnografier er på den måde dobbeltbundede fortællinger eller historier. Man får både noget at vide om et fagligt genstandsfelt og om forfatteren, som skal stille sig i forhold til det faglige genstandsfelt (Dam, T 2020, s. 2-3). I denne artikel betyder det, at du får mine personlige erfaringer med, hvad det betød for mig, da jeg mistede min mor. Der udover har det ligget mig på sinde at skitsere nogle af de herskende diskuser omkring sorg sammenholdt med faglige betragtninger på sorgarbejdet hos børn og unge set ud fra en narrativ forståelsesramme. 

Når sorg og krise rammer familier er der ingen opskrift eller manual forældre kan følge, og så bliver alt godt igen. Kriser er som at komme kørende på den vej man har kørt tusind gange før, og pludselig uden man når at opdage det, er den ellers så velkendte rute fyldt med isslag. De greb du normalt tyer til er ikke længere virksomme, nærmest direkte det modsatte, og desperationen og angsten for, om du nu klarer dig igennem og kommer sikkert ud på den anden side, rammer dig. 

Hvert år oplever 2000 børn under 18 år at miste en mor eller en far. Det svarer til at 5 børn hver dag mister en forælder (Kræftens Bekæmpelse hentet 7/12/2020, forside). Familien bliver så at sige slået ud ad kurs, og børnene mister sit kompas. 

Da jeg selv i 1989 mistede min mor, var der ikke et automatisk hjælpeapperat, der satte i gang og banede vejen for, at vi kunne lande trygt og sikkert på land igen. Hvis man som barn mister en forælder og efterlades i ukendt land uden navigationsudstyr, pejlemærker og ej heller land i sigte, trækker det spor langt ind i voksenlivet. Hvilke fortællinger og historier der bliver fortalt, når et barn mister, får afgørende betydning for det fundament, hvorfra barnet træder ind i voksenlivet. Den tilbageblevne forælders evne til at håndtere barnets sorgproces, får stor betydning for barnets sorgreaktion.  

Selv om de fleste børn der mister nære familiemedlemmer, klarer sig godt både i barndommen og i voksenlivet, er tab af forældre statistisk set forbundet med sårbarhed over for psykiske problemer, især depression både i barndommen og i voksenlivet. Det er ikke kun tabet af forælderen men også de konsekvenser det ofte medfører, der giver forøgede problemer for barnet fx i det større omsorgspres, der er på den tilbageblevne forælder, forringede økonomiske forhold og andre negative livshændelser. Undersøgelser har vist, at særligt piger har forhøjet risiko for at udvikle depression, men kun hvis det er moderen, der dør (Dyregrov 2007). 

Min mors flittige hænder er i gang. Hun sidder der ved spisebordet. Et par tætte arbejdskollegaer er kommet på besøg. Kaffe, snak – kaffesnak. Det virker næsten normalt. De arbejdende hænder omkring hæklepinden. Der produceres. Gaver. Afskedsgaver – gaver der skal minde om et menneske, der snart ikke længere er. Hvorfor ved jeg, at hun laver afskedsgaver? Hvorfor er det vigtigt for hende at lave disse afskedsgaver, hvad vil hun mon fortælle med det? Hvilken historie ligger der bag, at der ingen afskedsgaver er til mig? Kravet og ønsket fra min mor om opretholdelse af normalitet i det som er alt andet end normalt, larmer og forstyrrer mit blik. Tavsheden er nok bedst. Ikke fortælle, ikke tale om det uundgåelige forude. Skyernes tyngde rammer mig, omslutter mig og holder mig fast i en fornemmelse af magtesløshed. 

Kan det at miste en forælder som barn, være en traumatisk hændelse i barnets liv, som dermed trækker følgespor ind i voksenlivet? Jeg har egentlig ikke selv været i tvivl, og dog har der alligevel været rokket lidt ved min overbevisning, når fagfolk har sagt, at det at jeg mistede min mor ikke var et traume. 

I fagkredse skelnes der mellem sorg og traume. Skelnet går groft sagt mellem om dødsfaldet er pludseligt og dermed traumatisk, eller om der har været tid til forberedelse (Dyregrov 2007). Et dødsfald behøver derfor ikke at blive et traume. Dog er min personlig erfaring, at der kan være nogle traumatiske hændelser omkring dødsfaldet og hvis disse ikke bearbejdes, kan det sætte sig som et traume. 

”Psykiske traumer vil næsten altid indebære en krisesituation, mens en krisesituation ikke nødvendigvis er en traumatisk situation. Med udtrykket psykisk traume menes overvældende, ukontrollerbare hændelser, der indebærer en ekstraordinær psykisk belastning for det barn eller unge menneske, der udsættes for hændelsen” (Dyregrov 1998). Min mors dødsfald var ikke i sig selv traumatisk. Vi vidste, at hun skulle dø inden for relativ kort tid. At vi var ”forberedte” på det kan man jo i den forstand godt sige. Hvad den forberedelse indebar udover at få det faktum, at hun skulle dø, vil jeg den dag i dag dog ikke kunne svare på. Jeg tror ganske simpelt ikke der var anden forberedelse. Efter dødsfaldet indtraf der relativt hurtigt konsensus omkring, at det var bedst ikke at tale om det eller at tale om min mor i almindelighed. For mit eget vedkommende har dét været det mest skadelige. 

Psykolog Annette Holmgren har gennem en årrække været optaget af emnet traumer og udgav i 2019 en fagbog om emnet. Annette skriver bl.a.: Traumatiske hændelser er de hændelser som vi ikke kan ryste af os. De hændelser som forsætter med at have indflydelse på nutiden, og som for nogle personer er en hindring for livet (Holmgren 2019, s. 50)

Et barn som mister en forælder vil for bestandigt bære det med sig, der vil dog kunne være en forskel i, hvordan tabet bæres videre. Annette Holmgren skriver i en artikel fra 2010 bl.a. om traumehuller: ”At falde i et traumehul er betegnelsen for det som sker, når nutidige hændelser skaber hukommelsesspor til tidligere hændelser, som har været traumatiske”(Holmgren 2010).

Traumatiske oplevelser efterlader sig alt fra blå mærker til dybe huller. Man kan forestille sig det ømme punkt, som hvis du får et sår og der kommer skorpe på, men hver gang du trykker på det, så er det ømt. Skorpen er kroppens mekanisme i en helningsproces, men nedenunder kan der være betændelsestilstand, som kræver ekstra pleje og omsorg for at blive renset. De psykiske sår et barn får i forbindelse med, at en forældre dør, kan blive til mere eller mindre pæne ar. 

Jeg kigger ud ad vinduet. Jeg kan se min far kører af sted med Onkel Ove og Ditte. Jeg ved udmærket, hvor bilen kører hen. Men min bror og jeg skal vente. Jeg ved ikke, hvor min bror er. Jeg kan intet høre, som at være døv i sekunderne efter et brag har lydt lige ved siden af dig     

En summende fornemmelse i ørerne, som et vakuum. Krop og hoved delt i to. 

Min bror og jeg skal køre med naboen Birgit. Jeg kan hverken høre, se, mærke, dufte bilen, min bror eller Birgit. Vi ankommer som de sidste.

Kirkedørens tyngde gør mig kraftløs. Højtideligheden lammer mig, klokkernes ringen. Det fyldte kirkerum vender sig med øjne der brændemærker mig på min vandring op gennem rækkerne. Til forreste række, hvor træbænken på en og samme tid slår mig og omfavner mig. Giver plads til at kunne suge sig ned. Væk. 

H V I D  K I S T E RØDE ROSER, røde hoveder, røde øjne der flyder over i floder, jeg sejler væk. Orglets dominerende stemme kalder mig tilbage ”En rose så jeg skyde”

Post.doc Martin Lytje fra Kræftens Bekæmpelse fortæller: ”Hvis børnene får en fornemmelse af, at det er bedst ikke at tale om døden, er det noget de tager med sig resten af livet. Det gør at børnene føler, at de ikke har noget sted at gå hen med de svære følelser” (Pallensen, Flach, & Flinthøj).Han har stået bag en undersøgelse blandt daginstitutionsledere omkring børn og sorg. Over halvdelen af de 603 adspurgte daginstitutionsledere mener ikke, at pædagogerne er godt nok rustet i arbejdet med børn og sorg. Til forskel fra 1989, hvor jeg mistede min mor, har skoler udviklet sorgplaner, så de professionelle har noget at læne sig op ad. Men er vi mon generelt set blevet bedre til at tale med de efterladte? Det Nationale Sorgcentre skriver: ” Død og sorg er mere tabuiseret nu end nogensinde. Det har enorme konsekvenser for de efterladte, at de har så svært at finde plads til deres sorg, savn, tanker og minder om afdøde i livet efter tabet. Vi er analfabeter, når det kommer til at tale om død og sorg i Danmark og store dele af den vestlige verden.”

Og endvidere: Men vi kan alle gøre meget mere for at hjælpe efterladte til at leve med sorgen og de døde som en naturlig del af livet. Men det kræver, at vi alle begynder at forholde os til vores egen dødelighed. For når vi forholder os mere til vores egen dødelighed, vil vi også blive bedre til at møde dem i vores omgangskreds, der har mistet. En af forklaringerne på, at vi går uden om sørgende, er jo, at vi er angste for at komme i kontakt med vores egen dødelighed. Vi ønsker slet og ret ikke at forholde os til, at vi selv skal dø. Eller vi tør ikke”(Sorgcenter.dk/forside) 

“Hold da op, hvor klarer du det bare flot efter din mors død”. Stoltheden rammer mig – lidt. Overtages hurtigt af fornemmelsen af, at glasburet omkring mig bliver tykkere. Kan de slet ikke se, at jeg græder indeni? Kan de slet ikke se, at min verden er brudt sammen? De ser mig måske slet ikke. De ser men kan ikke se MIG. Hvad er det glasburet har gjort ved mig?

Der kan herske en diskurs i vores samfund om, at når vi mister, handler det om at sige farvel og at komme videre. En diskurs omhandlende at relationen til den afdøde slutter og reduceres til minder og noget, der hører fortiden til. Angsten for at vi ude fra kan komme til at retraumatisere den sørgende, hvis vi taler om den afdøde, gør at sorg bliver en indre individuel proces. Diskurser om at ”det vi ikke dør af, gør os stærkere” i et forsøg på at skabe mening hos den sørgende, øger risikoen for yderligere isolation og ensomhed. 

Min pointe er, at den vigtigste opgave for både professionelle og det nære omsorgsmiljø omkring et barn, der mister en forælder er forståelse af, at man ikke kan fjerne det forfærdelige eller sorgen fra barnet. Men at kunne stå sammen med barnet og hjælpe barnet op på flodbredden igen ved at turde tale med barnet om den afdøde, så mennesket og relationen får lov til at træde stærkt frem. Ud fra en narrativ forståelse betyder det, at vi ikke siger farvel, men sikrer at bevare relationen. Det vil sige, at vi taler med barnet om det særlige i lige netop deres relation, hvad der mon var vigtigt i livet for den afdøde forælder, hvilken betydning barnet har for den afdøde forælder og omvendt. Vi hjælper med, at denne forælder stadig får en aktiv del af det videre liv, en barnet kan spørge til råds og dermed fortsat er til stede i de handlinger, barnet fortager sig.  

Psykolog Allan Holmgren taler om sorgarbejde på denne måde: ”Mennesker, som dør, lever videre i de erindringer og fortællinger, vi har om dem. Når et menneske dør, skal der IKKE siges farvel, som traditionel (kristen) sorg- og kriseteori siger. Det menneske, som dør, skal derimod æres ved, at dets ånd og væsen bliver holdt i live gennem genfortællinger af historier om dette menneske. Den døde er godt nok kropsligt død og borte, men i en anden forstand stadig levende blandt de mennesker, som er i live, gennem deres erindringer om dette menneske.” (Holmgren 2013, s. 29)

I mit professionelle virke som konsulent og terapeut har jeg hidtil bevæget mig uden om at arbejde med børn, som har mistet en forælder, da jeg fornemmede at det kom for tæt på mit eget og har i stedet kastet mig over andre opgaver, hvor børn og unge rammes af mistrivsel. I mit arbejde med børn med angst, havde vi for et par år siden en pige med, der 4 år forinden havde mistet sin far til sygdom. Pigen var blevet ramt af angst og særligt en angst for at miste sin mor plagede hende. Der var ingen, som rigtigt talte om faren længere hverken hjemme eller i skolen. Pigen deltog i gruppen sammen med sin mor og mormor. Selvom det ikke var en del af programmet, lå det mig på sinde at hjælpe dem videre i forhold til den sorg, der svævede hen over dem og holdt dem fast i nogle opslidende forholdemåder til det at være i livet. Det som blev lindrende for pigen og moren var, at jeg turde begynde at tale om faren og italesætte at far manglede i deres liv i mere end en forstand.  Moren havde været bange for det ville gøre pigen (og hendes søn) mere angste og mere kede af det, hvis hun talte om faren, men det var tydeligt, at hun også var bange for, at det ville sætte hende selv ud ad kurs. Det vækkede genklang og resonans i forhold til min egen historie, og jeg kunne ved at bringe min egen historie i spil, hjælpe moren i gang med at ”vække faren til live igen”. Det første hun gik i gang med var at kigge alle fotoalbummene igennem sammen med børnene og ud fra disse fortælle historier og erindringer, som de fællesskab kunne frembringe. Pigen og moren kunne efterfølgende berette, at det havde bragt både tårer og smil frem hos dem alle og samtidig en fornemmelse af at komme dels tættere på hinanden men også på faren. Det fine ved forløbet var at have mormor med hele vejen. Hun kunne gennem deres forløb være både aflaster og vidne i forhold til den proces pigen og mor gennemgik og havde jo samtidig en masse historier at kun bidrage med. 

Igennem det seneste år har mit perspektiv ændret sig i forhold til at arbejde med børn, der mister en forælder. Mine egen erfaringer med at have mistet min mor som barn står ikke i vejen for at arbejde med børn, der mister en forælder. Det gør mig ikke blind, det gør mig mere seende (Dam & Madsen, 2019). 

Er det mon muligt så mange år efter at re-komponere historierne om min mor? Er det muligt at vække min mor til live gennem fortællingernes melodi, og dermed genskabe de historier jeg har mistet eller få øje på nye? Et første skridt kan være at begynde selv at nævne min mor i forskellige sammenhænge og måske starte med fortællinger til min børn om deres mormor, som de aldrig har mødt. 

Jeg kigger ud ad vinduet fra min plads ved hjemmekontoret. Bladene på bøgehækken viser mig med dens farver, at det er vinter. En let vind får bladene til at sitre og nærmest nikke goddag til mig. Hækken omkranser mig men der er kanaler ud, som gør det nemt både at se og høre livet gennem hækken. I modsætning til glasburet er det muligt at nå igennem til den anden side både med krop og hoved – forenet. Tanker om hvordan tankerne om min mor skal nå mine børn, kredser i mig. Min mor ville have bagt en kage, en kringle med tyk remonce og perlesukker. Hun ville have samlet os børn omkring sig. Hun ville have åbnet en bog og fortalt historier, imens vi lyttede opmærksomt og tryllebundet af ordets magi. Historier som ville leve videre, fordi vi delte dem med hinanden og blev en del af hinandens historier. Forbundethed. Jeg behøver ikke stå alene. Hvis jeg deler min historie med min bror, vil han måske dele sine erindringer med mig. Jeg behøver ikke stå alene. Jeg kan dele historien om, hvor vigtigt historier er om de kære som ikke længere er en del af det levede liv. Og jeg kan dele mine historier og erindringer med mine børn og min mand og måske bliver det muligt for dem både at dufte og smage kringlen, selvom den endnu ikke er bagt; ”I dag skal I møde jeres mormor….”

At miste en forælder - artikel til Tidsskrift for Psykoterapi